Nytorv. Et strejf af historiens vingesus

Nytorv er Viborgs gamle midtpunkt. Her ligger 0-km stenen, hvorfra afstanden måles til de gamle landeveje. Nytorv var i mange år blot en af byens mange parkeringsplader, men i 2016 blev torvet renoveret og lavet om til et smukt åbent torv, der i dag står som en af Viborgs mest brugte oaser og center for mange aktiviteter gennem året. Viborgs årlige byfest, Snapsting har base her – Jul i Viborg, hvor Nytorv i hele julemåneden er omdannet til byens store julemarked.
Viborgs torvehandel er flyttet til torvet hver lørdag, derudover er Nytorv rammen om mange andre aktiviteter, når der foregår noget i Viborg. Trellemøbler, der er drysset over torvet med en gavmild hånd, gør det nemt og uforpligtende at opholde sig på torvet, uanset hvad anledningen er – hvis der er nogen.