Image Alt

Hvorfor hedder det Snapsting?

Snapsting er en unik spejling af en stor, gammel tradition, der har samlet lokale og gæster udefra i Viborg i mere end tusinde år. 

Er Snaptinget ikke en restaurant i Folketinget? 
Jo, det er det. Men restauranten på Christiansborg er opkaldt efter det oprindelige Viborg Snapsting, der fra midten af 1400-tallet trak folk til Jyllands gamle hovedstad.

Det oprindelige Viborg Snapsting havde sin glansperiode fra midten af 1400-årene til den mistede pusten efter statsbankerotten i 1813. Dets berømmelse og tiltrækningskraft skyldtes sammenblandingen af pengeomsætning, handel, kultur og et farverigt folkeliv. Snapsting satte byen på den anden ende og samlede folk fra nær og fjern to uger i træk hvert år.

Sessio Novi Anni Prima

Der findes flere forklaringer på, hvorfor man i sin tid valgte at kalde det Snapsting. Vi har valgt at hælde til, at navnet stammer fra latin: Sessio Novi Anni Prima – Det nye års første ting. Det historiske Snapsting fandt sted hvert år i januar og var netop årets første ting.

Vi har samlet en række sjove, drabelige og spøjse historier fra Snapting i gamle dage. Se det her: Snapsting i gamle dage (Åbner bladremagasin)

Derfor laver vi Snapsting igen

I 2013 blev ambitionen for den årlige Hærvejsfestival løftet og tog samtidig navneforandring til Snapsting – opkaldt efter det oprindelige Snapsting.

Ambitionen var at skabe en stor, mangfoldig begivenhed, der spejler sig i Viborgs helt unikke historie og igen gør Viborg og omegn til stedet, hvor mennesker mødes, diskuterer, oplever, handler, fester og er en del af et særligt fællesskab.

Borgere, virksomheder, butikker, organisationer, foreninger, institutioner og kommune har i fællesskab på få år skabt en stor succes, og Snapsting har de seneste år haft op mod 100.000 besøgende hvert år.

Snapsting i dag

Snapsting er noget helt særligt. Det er ikke en fest, en festival, en festuge eller en byfest. Snapsting er det hele og meget mere. Alt kan ske – og alt sker!

Gennem 10 dage i slutningen af juni fylder Snapsting Viborg med glade og nysgerrige mennesker fra nær og fjern. Sammen vender vi byen på hovedet med en helt unik Viborg-blanding af kultur, sport, koncerter, leg og fest.

Nyd livet!

Snapsting handler om mennesker. Om at skabe fælles oplevelser, der påvirker vores liv positivt – uanset hvem vi er. Snapsting er stemningsfyldt, hyggeligt og sjovt.

Snapsting er den perfekte anledning til at rykke sammen, nyde livet og få pulsen op – eller helt ned.

Hvis magasinet ikke indlæser, kan du se det her