Image Alt

Det sker

Oplevelser 

Online højskole: Kunstruten med Peter Kær

mandag 27. september 2021 til mandag 8. november 2021
Køb billet
Online højskole: Kunstruten med Peter Kær

Museer og kunstudstillinger i Danmark

’KUNSTRUTEN MED PETER KÆR’ er LOFs populære virtuelle højskole med kunsthistoriker Peter Kær som fast højskolevært. Alt foregår ’live’, hvor Peter byder velkommen, snakker med oplægsholderne fra museerne og styrer dialogen.Med KUNSTRUTEN får du et unikt indblik i nogle af Danmarks mest interessante kunstmuseer og udstillinger – direkte hjemme fra din stue.
Over seks mødegange kommer du med på en lærerig rejse gennem en række forskellige kunstretninger i hele Danmark.
Du kan oven i købet dele din skærm med andre – og fx se højskolen via din tv-skærm.

Med LOF’s online højskole udfordrer vi højskolens traditionelle form. Deltagerne mødes på den digitale platform Zoom første gang mandag den 29. september mellem kl. 19.00-21.00, hvor alle deltagerne får mulighed for at få en halv times introduktion til teknikken. Herefter er der højskole seks mandage i træk fra kl. 19.00-21.00.
På disse dage udfoldes kunsthistorien af oplægsholdere fra museerne med speciale i netop deres område.

Sådan forløber en online højskoledag:
Hver højskoledag varer 2 timer fra kl. 19-21, og du ledes igennem programmet af vores højskolevært Peter Kær. Som en fast del af højskolekonceptet samles vi kl. 19.00 til fællessang og introduktion til dagens tema. Derefter går vi til dagens foredrag fra et af de 6 deltagende kunstmuseer i Danmark. Under foredraget kan deltagerne stille spørgsmål i chatten, og efter foredraget er der dialog i ’breakout rooms’ i mindre grupper.
Peter Kær styrer debatten og sørger for at binde temaerne sammen og giver inspiration til videre oplevelser – online eller rundt om i landet.

Til hver højskolegang har vi indlagt 5 minutters bevægelse, ledet af en underviser fra LOF, så vi får rørt kroppen lidt i løbet af de to timer.

I ’KUNSTRUTEN MED PETER KÆR’ kan du møde:

27.09.21.: Introduktion til Zoom

04.10.21.: Randers Kunstmuseum

11.10.21.: Sorø Kunstmuseum

18.10.21.: Ny Carlsberg Fondet

25.10.21.: Willumsens Museum

01.11.21.: Hjorts Fabrik (keramik)

08.11.21.: Museum Ovartaci Højskolen foregår live og vil ikke blive optaget. Som på en rigtig højskole fortsætter snakken også uden for foredragssalen, hvor vi deler oplevelser og tanker i holdets fælles facebookgruppe.

Pris og tilmelding:
Du er velkommen til at invitere en ven eller to til at sidde med ved skærmen, så du har en at dele oplevelsen sammen med. Måske får I senere lyst til at besøge nogle af museerne sammen.

Uddybning af de 6 temaer:

27.0921: Introduktion til Zoom

04.10.21:LOF Nord 1. Tema: Randers Kunstmuseum

Randers Kunstmuseum er stiftet I 1887 og åbnede sine døre for publikum i 1893. Det regnes som et af de ældste kunstmuseer i Danmark. Inspireret af tidens strømninger var ambitionen at skabe en repræsentativ samling af dansk kunst i Randers.I dag rummer museets store samling 4.300 værker og er kendt for sin høje kvalitet og store alsidighed. Samlingen spænder over mere end 230 år og fortæller historien om, hvordan Danmark, verden og kunstscenen har forandret sig over tid; Fra den danske guldalder (1800-64) til eksperimenterende samtidskunst. Blandt samlingens absolutte perler er hovedværker af C. W. Eckersberg, J. Th. Lundbye, Vilhelm Kyhn, Vilhelm Hammershøi, L. A. Ring, Agnes Slott-Møller, Theodor Philipsen, Julius Paulsen, J.F. Willumsen, Johan Rohde, Anna Ancher, Vilhelm Lundstrøm, Wilhelm Freddie, Rita Kernn-Larsen, Asger Jorn, Sonja Ferlov Mancoba, Richard Mortensen, Per Kirkeby, Hein Heinsen, Kurt Trampedach, Kirsten Justesen, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Martin Bigum og mange andre. Et særligt afsnit er forbeholdt kunstneren Sven Dalsgaard, der var født i Randers i 1914 og forblev bosat i byen til sin død i 1999.Med afsæt i museets historie er ambitionen at vise de store udstillinger af ældre dansk kunst, men også at perspektivere historien gennem nye udstillinger af dansk og international samtidskunst.

Oplægsholder: Lise Jeppesen, museumsdirektør
11.10.21: LOF Nordvestsjælland
2. Tema: Sorø KunstmuseumSorø

Kunstmuseum åbnede i 1943 på initiativ af Soransk Samfund. Museet har til huse i en fredet ejendom, opført i 1832 som bolig for godsforvalteren ved Sorø Akademi. I 2011 udvides museet med en premieret ny tilbygning, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Tilbygningen er et flot eksempel på, hvordan en moderne arkitektur føjer sig til en eksisterende bygning med respekt for historien og de historiske omgivelser. Museets samling rummer i dag ca. 2300 værker, som spænder over 350 års dansk kunst. Nyd en perlerække af malerier af de vigtigste kunstnere i den danske kunsthistorie fra 1700-tallet til i dag. Museet har derudover to specialsamlinger af russisk kunst: Russisk kunst fra 1870-1930, doneret af Hermod Lannung samt landets største og fineste samling af russiske ikoner fra 1500-1900, doneret af Per Schrøder, Hermod Lannung og Lorentz Jørgensen.

Oplægsholder: Anna Krogh, direktør på Sorø Kunstmuseum
18.10.21: Kursuscenter Øst (Greve-Køge-Ringsted-Roskilde)
3. Tema: Kunst til danskerne fra Ny Carlsberg Fondet

Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond, der blev dannet i 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen. Ny Carlsbergfondets formål er at give landets borgere mulighed for at møde kunst af høj kvalitet på og uden for de institutioner folk færdes i, fx offentlige institutioner og i det offentlige rum som kirker, hospices, retsbygninger, hospitaler og uddannelsesinstitutioner. Ved kunst forstås ikke blot billedkunst, men også kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt kunst i bredeste forstand, dvs. også hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig med beslægtede kunstformer og sammenhænge. Ny Carlsbergfondet bevilligede i 2019 ca. 170 mio. kr. til kunstprojekter.

Oplægsholder: Christine Buhl Andersen, forkvinde for bestyrelsen i Ny Carlsberg fondet
25.10.21.: LOF Øresund 4. Tema: Willumsens

Museum J.F. Willumsen (1863-1958) er en ener i dansk kunst, og hans tidlige værker udgør begyndelsen på modernismens indtog i Danmark. Til gengæld blev hans senere værker fra 1930’erne og frem afvist og gemt væk på magasin på hans museum i Frederikssund. Foredraget vil handle om Willumsens udvikling fra de tidlige til de sene år med nedslag i enkelte værker. Også kampen for et museum for egne værker og kunstsamling og Willumsens stramme – og meget moderne – selviscenesættelse og kontrol af eget eftermæle vil blive diskuteret.

Oplægsholder: Anne Gregersen, ph.d. og museumsinspektør på J.F. Willumsens Museum
01.11.21: LOF Bornholm 5. Tema: Bornholms keramik – Hjorts Fabrik igennem 4 generationer.

Produktion af keramik kræver tid, forståelse for materialet og håndværksmæssige færdigheder. Få et indblik i processen fra idé til det færdige produkt på Hjorts Fabrik i Rønne. En unik fabrik som igennem 4 generationer har drevet keramisk virksomhed frem til 1993, hvorefter Bornholms Museum overtog det og i dag driver Hjorts Fabrik som et levende museum. Oplev snurrende drejeskiver, som har stået på fabrikken i 160 år, hvor der stadig fremstilles smukke og moderne brugsgenstande efter de gamle traditioner. Oplægsholder: Karina Skibby, museumsfaglig leder

08.11.21.: LOF Midtjylland
6. Tema: Museum Ovartaci Ovartaci – en fri fugl og en fandens fantast.
Om psykiatriens historie og museets rejse.

Kunstneren Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci, var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 56 år fra 1929 til han døde 91 år gammel i 1985. Ovartaci skabte fantastiske og indiskutable værker i løbet af sit lange liv. Arbejdet med kunsten, troen og hans stædige og/eller passionerede tilgang til udvalgte projekter i hans liv gav ham en anden form for frihed. Han vidste, at en stor del af vejen til et bedre psykisk velbefindende gik gennem kunsten, håndværket og det at skabe. Med Ovartaci som afsæt kommer vi ind på psykiatriens historie generelt og museets rejse fra Risskov over Katrinebjergvej – til det nye fremtidige museum på Olof Palmes Allé ved Skejby.
Oplægsholder: Mia Lejsted, museumsleder på Museum Ovartaci. 

Praktisk info om det tekniske
LOF’s online højskole foregår i gratisprogrammet Zoom.

Alt du skal bruge er en internetforbindelse og en tablet eller computer. D. 27/9 inviteres du til en online test af teknikken med introduktion til, hvordan du deltager, skriver bemærkninger i chatten og bidrager til debatten. Det er enkelt at gå til!

Forespørgsel til teknikken kontakt Susanne på tlf. 23321843.

 Nogle dage før holdstart vil du få tilsendt et link på mail.

Åbningstider

mandag   19:00 ‐ 21:00

Undtagelser

25. oktober 2021   19:00 ‐ 21:00
1. november 2021   19:00 ‐ 21:00
8. november 2021   19:00 ‐ 21:00